ENFAMILIEHUS I SKÅDE (RENOVERING 2006-2008)
Udskiftningen af det oprindelige tag blev startskuddet til et gennemgribende renoveringsprojekt. Det gamle tag med store udhæng er erstattet med en helt ny udnyttet tagkonstruktion uden udhæng men med større rejsning.
De oprindelige køkken- og bryggersrum er slået sammen i et stort køkken/alrum, som nu er blevet husets hjerte - et leverum. Rummet knytter samtlige husets funktioner sammen i tre dimensioner - på langs og tværs samt vertikalt. I husets længderetning forbinder det børneafdelingen i den ene ende med forældreafdelingen i den anden ende. På tværs af huset giver en bred åbning til opholdsstuen visuel kontakt med haven. Og da køkken/alrummet med den store åbning i loftet også rummer trappen til den nye udnyttede tagetage, er der også vertikalt en stærk rumlig sammenknytning.
Overetagen har et værelse i den ene ende og fremtræder i øvrigt som et stort rum. Adskillelsen til hjemmekontoret i den modsatte ende er således udført som en glasvæg helt uden karme.
Med den store åbning mellem etagerne har huset fået en helt ny dimension, den oprindelige trykkede rumlighed er erstattet med et luftigt miljø med masser af varieret dagslys.
Husets indeklima er blevet forbedret, indeluften cirkulerer mere frit og giver en bedre fordeling af varmen. Klimaskærmen er blevet optimeret med mere isolering på taget og nye energivinduer. Så selvom boligarealet er forøget med 60 %, er det samlede varmeforbrug faktisk reduceret.